I aften sætter vi igang - 1. runde i julegavebyt. Jeg tror vi kan se frem til 3 runder.
Der mangler godt nok ikke mindre end 2 gaver i denne runde, men den ene skal bare købes, og den anden skal "bare" laves...
Det er svigerfamilien af 1. ægteskab der kommer her i aften. Jeg har jo så hermed afsløret, at jeg er gift mere end éen gang.. Heldigvis da kun 2 gange, for det kræver sin kvinde at holde et godt forhold til flere svigerfamilier!
Jeg er simpelthen så dårlig til at spise æbleskiver fra posen, så har tilbudt at lægge hus og hjem til, for at selv bestemme menu'en.
Det bliver guleærter, efterfulgt af småkager og konfekt.
I weekenden trillede vi et halvt kg. kugler af marcipan og lavede madam mangors vanillekranse.
I dag koger jeg ærter og grøntsager og skræller kartofler, i går kogte jeg kødet.
Det lyder grimt; kogte kødet...
Alle kender menuen, og alle har sagt ja tak til at komme.
Nu er det jo ikke første gang i dette efterår/vinter jeg laver guleærter - det er nemlig en af ældstebarnets hofretter, så det fik vi sidst han var hjemme fra efterskolen.
Derfor, som et plaster, får de 2 hjemmeboende børn og deres kusiner, lov til at hente pizza'er.
Så kan de selv vælge hvad de helst vil spise.
Husker du rulamslufferne?
Jeg har klippet til 2 sæt, og lavet det meste af en luffe. Men, jeg synes den er lige lille nok, endda til mig, som har en lille hånd.
Jeg har også forsøgt mig med at lave kleenexholdere. Altså, en fidus man putter sine lommetørklæder i, før man putter dem i sin taske. Emballage på emballage, med mindre man husker at tage plasten af først.
Jeg har lavet 2 i læder, rødt læder der var i overskud da jeg lavede tasken til min mor.
Som jeg da vist forøvrigt har lovet der kom billeder af? Og nu er den pakket ind.
Jeg får min mor til at posere med tasken.
På Kleenex fidusen, for det var jo den det drejer sig om lige nu, har jeg applikeret, som bare er et fancy ord for at sy på, en sort også i læder stjerne. Jeg synes den blev flot!
Og jeg glæder mig til weekenden, som står i nattevagtens tegn. 3 nætter i træk, hvor min fornemste opgave er at opretholde roen på arbejdspladsen, og med ro følger tid til kreativiteter.
Jeg skal hygge mig med tråd og læder og garn - og mobbes fordi jeg altid slæber så meget med mig på job.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar