mandag den 25. april 2011

Om selviscenesættelse...

Og kontrasten til mit virkelige liv.
Jeg ser og læser så mange blogs, hvor der er interiør-fotos.
Jeg opsøger dem selv, og kan li dem.
Af en gennemført stil, hvor farver og mønstre er i fokus.
Hvor kønne børn er i liberty-pludder-bukser,
og en fiks lille hjemmestrikket sag af en vest.
Det er så fint!

Jeg synes også mine børn er kønne,
- men de er så gamle, at jeg ikke har noget som helst at bestemme over deres stil.
Jeg må bare sukke tungt, og håbe det bliver beskidt i løbet af dagen,
så de er nødt til at skifte senest næste dag.

Jeg har en forestilling om, fordi det er det jeg læser,
at andre menneskers påske har været familie hygge fra
onsdag aften til mandag aften.

Vi er også en familie.
Men.
Det er altså ikke hygge hele tiden!
Jeg tror nu ellers ungerne synes de har haft en god ferie.
Også selv om de ikke har siddet lårene af de gamle.
Jeg synes især i dag er kulminationen på mine-unger-behøver-mig-ikke.
Mellembarnet, og 2 overnattende veninder, kommer væltende ned
fra første sal, for at fortælle, at de tager afsted nu.
3 zoner væk.
Det var det første jeg havde set til dem i dag.
Og jeg når lige at tvinge en tandbørstning og et par formaninger igennem,
og et husk at gå tidlig i seng, for jeg skal på arbejde i aften,
før de løber mod toget.

Mens jeg formaner de 3 tøser, ringer telefonen.
Det er ældstebarnet.
Som ringes op igen da de andre er væk.
Han tog i byen i aftes.
Startede Puch'en og kørte hjem til en kammerat.
Nu ville han godt lige vide hvornår han skulle afsted på skolen i eftermiddag.
For han ville godt lige nå at bade i skoven først.
"Vi ses mor"
Engang.
Det bliver ikke i dag, for jeg skal jo på arbejde.

Ham den kære, han vækkede mig kl. 6.30 og sagde farvel.
Skulle hjælpe en et eller andet sted.
Kommer først hjem når ældstebarnet skal køres på Fyn.
Og så er jeg kørt på job.

Yngste, han læsses af hos mine de gamle, på vej på job.
Så ham ser jeg ikke igen før tirsdag.
For imorgen er endnu en arbejdsdag om aftenen.

Jeg har valgt et foto af kugler, sæt selv skør efter.
Selv om jeg trives med at bo sammen med
teenagere, så kan jeg godt overvældes af at synes vores familieliv er kugleskørt.

Posted by Picasa

Jeg trives også rigtig godt i mit arbejde.
Hvor vi arbejder miljøterapeutisk.
På min arbejdsplads kan jeg få al den struktur vi mangler vores familie.

4 kommentarer:

  1. Kære Annette. Tusind tak fordi du har tilmeldt dig min blog som fast læser....på den måde fandt jeg så frem til din hyggelige blog, hvor jeg da meget gerne bliver som fast læser :-)

    SvarSlet
  2. Velkommen her Bettina :-) Jo flere jo festligere!

    SvarSlet
  3. Tak tak og forresten kan jeg sagtens nikke genkendende til det du skriver. Jeg har ingen rollinger i smarte liberty kjoler eller smækbukser. Kun et par teenagere, der sætter min tålmodighed på prøve en gang imellem :-)

    SvarSlet
  4. :) Mine er også forlængst vokset fra søde librty bukser,de (læs min familien) hader retro stoffer og sødt tapet. jeg lukker mine øjne, når min ældste går ud af døren Iført et outfit, som jeg slet ikke forstår, men det skulle være så sundt for deres selvværd, at mor ikke blander sig for meget. Så det gør jeg, lukker mine øjne og tænker... så længe hun er anstændigt klædt så går det nok :)

    SvarSlet