Vi har fået ny underholdning i haven.
Ungerne har fået en ny trampolin.
Jeg ved ikke lige hvor meget jeg havde forestillet mig en 4,3 m stor trampolin fyldte,
men ikke så meget som dén fylder.
Den sidste var lige så stor, men den stod i et hjørne i haven.
Og det hjørne har jeg inddraget til køkkenhave.
Dvs. den nye står på plænen.
Og fylder!
Yngste er glad, det er mellembarnet også af og til,
men kun når hun kan snige sig derop uden yngste.
Ældstebarnet kommer hjem på påskeferie i dag,
og han er sikkert stadig skuffet over han ikke får lov at grave den ned.
Han ved jo heller ikke, at der kun skal graves ½ meter ned i den jyske muld,
før det ikke er muld mere, men ler.
Jeg havde lykkelig glemt hvor mange børn en trampolin tiltrækker.
Og yngste kender mange børn.
Ældre end ham.
Det er fryd og gammen når den kommer børn fra skolen og leger.
Der er derimod gråd og dårlige forældre, når de børn vil have ham med hjem.
Og han ikke må rende rundt i byen uden en voksen.
I går opdagede jeg, at de basilikumfrø jeg havde sået var spiret.
Der var jo ikke et øje tørt.
Jeg har også sået tomater, men blev lidt utålmodig.
Så jeg har købt og plantet tomater, en agurk og en peber i drivhuset.
Der er plads til flere, og et helt drivhus mere som ikke er plantet i.
Dvs det bruger jeg lige nu til potter med frø, og blomster i krukker,
som lige får lidt starthjælp.
Der er køkkenhaven der skal såes til, og en kolonihave,
som vi slet ikke er begyndt i endnu.
Jeg skal skynde mig at arbejde 2 aftenvagter -
og så skal jeg vist have jord under neglene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar