mandag den 12. december 2011

Trip down memory-lane

Vi har været afsted på en lille juleferie til Birmingham.
Første gang vi var tilbage efter vi boede derovre for 7 år siden.

Det var begrænset hvor mange minder ungerne havde derovre fra.
De kunne kende skolen, og se hvilke ændringer der var kommet.
Kirken hvor de en gang i ugen gik i fritter kunne de kende.
Og huske hvor kraftig hun var hende der fulgte dem derom;
"Hun var så bred hun ikke kunne gå gennem døren"
Det siger jo ikke så lidt, når det er en kirke vi taler om!
Jeg selv havde lykkelig glemt alt om personalets foderstand.

En sidevej til den vej vi boede på, kunne ældstebarnet huske at have cyklet på mange gange.
Den lille hundeskov, hvor der også var fodboldbane, kunne de huske vi havde holdt en børnefødselsdag i.
Det kunne jeg også da de fortalte det - men mest husker jeg hvorfor jeg ville holde festen ude af huset.
I guder der var bruge for ens pædagogiske evner, når man inviterede en flok drenge på 9 år hjem,
som fra skolen var vant til kæft, trit og retning.

Vi blev stemplet som verdens dårligste forældre, fordi vi fortalte dem, at en fjerdedel af ham den kæres løn blev brugt på kinesisk take-away.
Som vi vel og mærke først hentede efter ungerne sov.
Det GØR man jo i England, fodrer sine unger med hvide bønner i tomatsovs, og serverer fiskefingre til, og så venter man selv med at spise til ungerne sover.
Eller også er det noget man gør, fordi man bor i så små huse, at man ikke har spiseplads til alle i familie, og derfor spiser i flere hold.
Vi havde dog fri bolig, og boede i et lækkert hus med god plads.
Men ham den kære var ansat som montør, og derfor sjælden hjemme til normal spisetid.
Hvis han altså kom hjem på hverdage og ikke kun i weekender.
Hvorom alting er - så var snydt-heds-faktoren hverttilfælde ret høj blandt ungerne.

Mellembarnet sukkede og længtes efter skoleuniformer.
Og det skulle man høre fra det outrede barn, som på ingen måde ligner alle sine klassekammerater.
Der er ingen med så mange pircinger, så meget makeup og så dunkel en påklædning som hende i klassen.
Der er vel heller ingen af de andre, som har søskende der ikke bruger barnets navn, men istedet for omtaler sin søster som emo'en...

Husene sukkede hun også over, og mente de var; adorable.

Som altid, når jeg har været på ferie med hele familien - lover jeg mig selv, at det fanme er sidste gang jeg gider bruge en formue på en ferie med sådan et øgle-yngel.

Hjemme igen, har der været fuld fart frem.
Først var jeg til skanning.
20 ugers gennemskanning, hvor alt var som det skulle være.
Vi takkede ja til at vide kønnet, hvis det var muligt.
Yngste var med, og ønskede sig en lillesøster.
Hvad han får!
Og jeg har så en dreng, en pige, en dreng og en pige.
Og får så ikke flere. Punktum!

Så har jeg arbejdet som en hest - og når jeg har været afsted i nat,
så har jeg fri i en uge.
Ikke fordi jeg har ønsket ferie, men har arbejdet mange timer, og derfor de næste 5 uger ikke har ret mange timer tilbage før vores 12 ugers rul begynder igen.
Det skal jeg ikke glemme at nyde!

Jeg har sendt en gave afsted til den blogger jeg skulle give gave i den kreative pakkekalender - og nu krydser jeg alt for at den når frem til tiden.

Der er kommet nye læsere til min blog - i skal være hjertelig velkomne!
Deltag endelig, og spørg hvis min text bliver for kringlet.



3 kommentarer:

  1. Du har ofte en tendens til at lave indlæg, netop som jeg er på blogrundfart - dejligt. Og hyggelig fortælling om jeres tid derovre blandt de usunde (og knapsåvelklædteenglændere). Og hey hvad er det for noget ?. Uunderholdes du ikke på min blog ? hehhe :-)

    SvarSlet
  2. Ja hey - jeg fatter absolut ikke hvordan du har fået den opfattelse :-)

    SvarSlet
  3. Hahha... se din blogroll - jeg mangler hehhe :-)

    SvarSlet