Intet nyt fra vestfronten.

Skal vi begynde med min arm?

Som er albino med et tvist af lilla - yndigt!

Men ellers ikke noget at bemærke.

Fiskehatten er færdig.

Og jeg havde haft ældstebarnets bedste ven i tankerne da jeg lavede den.

Som en afskedsgave når de er færdige på efterskole.

Men ham den kære, mener ikke det er hans stil.

Og ham ældstebarnet, ham kan jeg ikke få fat på, for at høre hans mening.

Han har "forlagt" sin mobiloplader.

For jeg ved ikke hvilken gang, har opgivet at tælle hvor mange opladere han har smidt ud.

- Så i mellemtiden har mellembarnet lagt beslag på hatten.

Så må jeg jo strikke en mere.

Men den næste, som allerede er på pindene, er til yngste.

Foruden jeg har lyst til at lave en i de rigtige nemofarver til ældste.

Jeg kan se på flere af de fotos der er på efterskolens hjemmeside, at fiskehuen bliver brugt meget.

Hvis ikke han selv har den på, så er der en af de andre unge mennesker der bruger den.

Så gider jeg godt strikke.

Den er måske ikke speciel køn, men den ser ud som om den har en skøn personlighed.

Mellembarnet kom hjem fra skole og sagde;

Du ser da ikke ud som om du er syg mere mor.

Men, mit hoved er ved at eksplodere.

Jeg kan mærke, og se på min pande, at den ikke er ved at amputere sig selv fra resten af kraniet,

men det føles sådan.

Og så er jeg ved at blive rastløs af at sidde herhjemme.

Det er rigtig godt for økonomien - set med positive øjne.

Og for mine lunger - tror da en pakke smøger har varet siden i mandags.

I aftes havde jeg lyst til fedtforbrændingssuppen,

men da ham den kære ringede og spurgte, om han skulle tage mad med hjem,

så valgte jeg alligevel den nemme løsning og lod ham hente mad.

Jeg har ikke været på vægten, men tror det tærer på kampvægten, at sidde her i sofaen og tømme hovedet for snot, uden energi eller lyst til at lette bagdelen for at spise (noget rigtig mad).

Sidst, men ikke mindst.

Mellembarnet.

Hun er ved at drive mig ud over kanten.

Hun har arbejdet hjemme hele ugen, som i været her i stuen sammen med mig.

Og hun snakker og spørger hele tiden.

Og jeg orker ikke at høre eller svare mere.

Jeg tilbød hende endda at hun måtte tage min pc med ovenpå på sit værelser i aftes.

Så jeg kunne få lidt ro.

Men nej, hun ville hellere være hernede...

Det er da normalt også dejligt, når hun giver være sammen med sin gamle mor.

Men.

Be om absolut tysna...