Ingen roser uden torne...

Sagde ham den kære, da han lugede i en krukke med en rose.

Ingen weekender uden børn, var mit svar.

Lige i disse dage, er det 12 år siden jeg blev alene med de 2 store.

Deres far blev dræbt i et trafikuheld.

Så fra at være kernefamilie, far, mor og 2 børn, var jeg alenemor til 2.

Enke.

Jeg hader det ord.

Simpethen hader.

En enke er sgu da ikke 29 år gammel og har 2 børn på 2 og 5.

Min læge, som jeg gik til samtaler hos, foreslog at jeg istedet fandt en

støttegruppe.

Støttegruppe?

Klart, det finder jeg da lige, og tak for samtaler.

Jeg var helt klar til at stoppe med samtaler,

men på ingen måde klar til at finde en støttegruppe.

Hvad kunne jeg have tilfælles med andre der havde mistet?

Jeg kan godt se NU, at sorgen over at have mistet har man tilfælles.

Men hvor mange kunne der lige være der nu var enlig på samme måde som jeg?

Jeg undersøgte det aldrig.

Og har aldrig fortrudt.

Jeg har fortrudt, eller fortrudt er det jo ikke,

for jeg vidste ikke det var en mulighed,

men ville gerne at mine børn havde haft mulighed for samtaler.

Jeg blev tilbudt krisehjælp på hospitalet.

Pænt go'dag, din mand ligger i kælderen og er død.

Vil du have en samtale?

Det kunne i bagklogsskabens klare lys godt have været gjort anderledes.

Jeg sagde nej.

Synes der var flere ting der var mere presserende.

Som fx. at se med egne øjne, at han faktisk var død.

Og komme hjem til ungerne igen.

Og arrangere en begravelse.

Hvordan fanden er det nu lige man gør det?

Hvilken farve skal kisten have?

Hvilke blomster?

Hvilken kirke, og kirkegård?

Begravelse eller bisættelse?

Hvilke salmer?

Salmer, jamen det har jeg aldrig interesseret mig for.

Hvilket tøj?

Hvem tager sig af ungerne imens?

Hvordan fortæller man at far er død?

En million ting. På en uge.

Det er den eneste begravelse jeg har været til uden at græde.

Det var sådan en lettelse at begrave den døde krop,

så jeg vidste han ikke længere lå i et kølerum.

Ikke at det er meget bedre at være begravet,

men det er altså sidste station, jorden, og ikke et kølerum.
De begravelser jeg efterfølgende har været til,
har jeg grædt som pisket.
Ligegyldig hvem der er død.
Den kiste midt på gulvet.
Den minder om kisten fra dengang, og så skal der hyles!

Så ingen roser uden torne, og ingen weekender uden børn.

Jeg har ikke været alene med dem mere end et par år,

før jeg fandt ham den kære.

Eller vi fandt.

Talk about pakkeløsning.

Jeg græder aldrig over det mere, og tænker ikke på ret tit længere,

hvor synd det var for os.

Selv om mellembarnet nok skal minde mig om, at det er svært

at være teenager når man oplevede så stort et tab som 2 årig.

Det hun ikke kunne forstå og sætte ord på på det tidspunkt,

det bider både os og hende i halen nu.

Hun var også fars pige.

Hvorimod ældstebarnet var mors dreng,

og aldrig har reageret så kraftigt som mellembarnet.

Men jeg ser ham tit i ungerne.

Både udseende, og væremåde.

Når først man i et år har grædt så der ikke burde være flere tårer,

så bliver det nemmere at tage en dyb indånding og holde dem tilbage.

Efter en tid, så klapper man sig selv på skulderen og tænker det gør du ok.

En overgang er man kynisk.

Gider fanme ikke høre på veninders brok over deres mænd.

Til sidst, eller hvertilfælde nu, er man sikker på;

what doesnt kill you makes you stronger.

Og jeg er stronger.

Sikkert også meget stærkere end jeg ville have været uden det i bagagen.