Om blomsten og bien...

Eller mellembarnet og "ham der er her hele tiden"

De er hvad jeg vil kalde kærester.

Mellembarnet siger nej, det har de ikke talt om endnu.

Alligevel vil hun godt, at ham må få lov at sove her.

Og plager tidlig og sent, sent som i kl. 1 sidste nat.

Så tænkte jeg ville tage en snak med dem om det.

Og hvilket bedre tidspunkt end i eftermiddag,

da vi alligevel var samlet alle 5 til en gang jelly med råcreme?

"Skal vi tage en snak om at i vil sove sammen?"

Spurgte jeg.
Jeg mente nok mere, skal jeg lige forklare hvorfor i ikke skal sove sammen nu.

Jeg havde ikke forventet, at nogen af dem ville synes det var dét vi skulle.

Og der var da heller ingen af dem der sagde ja.

Det var nu heller ikke ment som et spørgsmål, mere en information.

Så jeg rullede ud med talen om, at jeg ikke synes de har kendt

hinanden ret lang tid, og jeg synes de skal vente.

Vente til de ved at de er forelsket og ikke vil fortryde noget.

"Ham der er her hele tiden" havde ikke noget han skulle byde ind med.

Overhovedet.

Og mellembarnet knurrede; Sig hvad det er du vil sige!

Og yngstebarnet sagde; Hvad snakker i om?

Og fortsatte; Er det noget om at leve lykkelig sammen resten af livet?

Hvis jeg skal reflektere lidt over min egen indsats, så fik jeg måske
smurt liiige rigelig på, siden ham på 6 fattede pointen...

Jamen hvor er det skønt at have børn i mange aldre.

Og så-godt-som-svigerbørn.