Det begyndte egentlig så godt...

Men her hen af dagen, synes jeg alligevel jeg er ved at være for brugt.

Og det påvirker humøret, og tolerencen over for ungerne ikke mindst.

Jeg blev så dårlig i aftes, med feber, at jeg var nødt til at melde afbud til kursus!

Og ved nærmere eftertanke, så var jeg også til fare for mine omgivelser.

Jeg gad da ikke selv smittes med sådan en gang snot.

Dvs. jeg var i seng før kl. 19, og så tv og faldt i søvn jeg ved ikke hvornår.

Men 10 timer er jeg sikker på jeg har sovet.

I dag har jeg så både yngste og mellembarnet hjemme.

Og vi hyggede med en film, og så ville jeg have dem med på genbrug.

Men, de penge jeg vidste jeg havde smidt på køkkenbordet, de var væk.

Pist væk.

Spurgte så mellembarnet, om hun havde taget de 200 kr jeg havde lagt på bordet?

Hun blev godt sur over jeg mistænkte hende for at tage dem.

Men hun havde været hos bageren og hente et franskbrød, så det kunne da være?!

Yngste derimod, han vidste hvor de penge var;

"De ligger under min hovedpude - det er penge fra tandfeen"

Ganske rigtig, pengene var under puden.

Han bliver slemt skuffet den lille øgle, når han begynder at tabe tænder.

For tandfeen giver ikke kontanter i den størrelsesorden herhjemme.

Jeg fik mine penge igen, og vi var på genbrug.

Det var kun yngste der fandt et par biler han kunne bruge.

Mellembarnet har en avisrute hun går med onsdag og lørdag.

Så avisrute, sammen med snot, en pc der er game over, en knap så overskudsagtig mor, en lillebror med lige så meget/lidt overskud, det giver tilsammen en rigtig sur teenager.

Hun siger det er mig der smitter.

Jeg siger det er hende der smitter mig.

Men hun har nok mest ret, jeg er pænt slidt af den forkølelse.

Vi er ude i noget galskabens magt herhjemme!

Yngste og jeg har sat gang i at bage kokostoppe.

For at sikre at blodsukkeret er lige så flyvsk som temperamentet!