torsdag den 3. marts 2011

Jeg er ikke sådan en...

...som gider arbejde hver dag.
Så når jeg allerede i denne uge har været afsted 4 dage, så stornyder jeg en fridag.
Og har helt sikkert fortjent kage!
Hvis du også har fortjent kage, og overskud til at bage så vil jeg anbefale denne
Kage med karamelsovs.
Kog i en lille gryde, i 30 min.:
2 dl. piskefløde, 3 spsk sirup, 60 g. flourmelis og 1 tsk vanillesukker.
Ved svag varme!
Afkøles helt før det skal bruges.

Lav 2 marengsbunde:
Pisk 4 æggehvider stive, tilsæt 175 g. sukker, pisk til marengs.
Tilsæt 100 g. rice-crisps sammen med 1 spsk kartoffelmel.
Bages.
Opskriften siger 45 min ved 175 grader - men jeg er ikke enig.
Max en halv time giver jeg den.

Fyldet i kagen er:
2,5 dl pisket fløde, blandet med 2,5 dl. cremefraiche og tilsat
4 frugter, fx. pærer, skåret i små stykker.

Monter sådan:
Læg den ene bund i et fad med høj kant, fx. ildfastfad.
Kom fyldet på og hæld halvdelen af karamelsovsen over.
Læg den anden bund over og pynt med resten af karamelsovsen.

Her på den jydske hede er klokken omkring 9 - og kagen er bagt.
Jeg tror jeg venter med at lægge den sammen til resten af familien er hjemme.
For selv om yngste og jeg er glade for kage, så er den alligevel i en størrelse hvor vi må give op.






1 kommentar:

  1. hrmpff, sidder her på arbejde og bliver helt kagesulten. Vi plejer ellers næsten altid at få kage om fredagen, for det er en tradition, at når man stopper på kursus, så gi'r man kage, men ham, der stopper i dag, har ikke helt fanget konceptet. Øv.

    SvarSlet