tirsdag den 19. juli 2011

Et klassisk tilfælde af Blame it on the mother!


Når vi spiser her i huset, er yngste altid først færdig.
Jeg forstår faktisk ikke, at han kan holde den kampvægt han gør,
eftersom han stort set aldrig spiser noget som helst.
Bortset fra morgenmad, hvor han så tilgengæld indhenter det han ikke fik aftenen før.

Når han så er færdig, så keeeeder han sig.
Og søger for, at vi alle har hørt det.
"Jeg keeeeder mig, jeg-keder-mig-jeg-keder-mig-jegkedermig"
Og han fortsætter til mindst 3 af vi andre 4 er ved at eksplodere i irritation.
Dvs. det virker, han får lov at gå fra bordet.
Og i aften fik han så lov at gå ind og spille wii, mod han kom igen når vi skulle
have is.
Man benytter sig vel af konsekvens pædagogik.
Ingen is, mere spil.
Is eller mindre spil

Det fik ældstebarnet til at sidde og refektere over sit eget forhold til spil og sin barndom.

"Du har ødelagt min barndom mor - man kunne fanme kun få lov at spille pokemon i 4 timer,
før du (mig, red.) kom og sagde; Sluk så, sluk så, sluk så"
It runs in the family, at gentage sig selv.

Før du tænker; Stakkels barn, så husk på, at drengen gik i engelsk skole og derfor først var hjemme kl. 16, hver dag, og det var fysisk umuligt at klemme mere spil ind, ellers fik han ikke sin søvn.
Og han skulle da være frisk til endnu en skoledag og min. 4 timers spil.

Så sidder man der ved middagsbordet, og er helt knust over, at have ødelagt sit barns barndom.
Jeg tilbød ham selvfølgelig straks, at tage kontakt til en psykolog, så han kunne få talt det hele igennem.
Det ville han gerne.

Det minder mig om, sidst jeg henvendte mig til en psykolog pga ham.
Jeg tænkte det rablede for drengen - og mente han måske kunne have godt af at tale med
en voksen, som ikke var mig.
Måske havde han brug for, at få sat ord på de oplevelser han havde været gennem i sit korte liv?
Det ville han under ingen omstændigheder.

Så jeg kontaktede skolepsykologen!
Og fik en snak med psykologen, som lynhurtig kunne gennemskue hvad der var galt;
Det var ikke drengen, som jeg jo ellers havde troet.
Hvem det så kunne være, siger du???
Så var der jo kun mig tilbage, der kunne være noget galt med -
jeg havde fået mit første teenagebarn!
Og var velkomme til at ringe igen hvis jeg havde behov.
Tak - rart at få sat ord på, eller noget....

Her er drengen, midt i sin barndom.
Ang. vinduet, så sagde jeg jo, at han boede i England.
Som om han spillede pokemon?!






3 kommentarer:

  1. Om.Jeg.fatter.hvorfor.du.ikke.har.flere.læsere??
    Jeg er vild med din blog og måde at skrive på. Kæft hvor jeg genkender mig selv i meget af det du skriver om og tænker på !!. Total fed blog Annette :-)

    SvarSlet
  2. Meget enig med Bettina!
    Jeg genkender både børn og voksne ;-)

    SvarSlet
  3. Det gør ikke så meget, at der ikke er mange læsere - når bare de der er er søde :-))

    SvarSlet