Inspiration gone wrong!

Jeg bruger energi på at inspireres af andre blogs.

Leder af og til febrilsk i google billeder efter "noget" som jeg kan finde ud af.

Så kom det pludselig til mig, da jeg så en kogle med fedt og fuglefrø;

At det lavde jeg da sidste år!

Fandt kogler, købte fedt og frø - og lavede ophæng.

Nu er vi ikke plaget af mange fugle i haven.

Faktisk var det spild af tid at lave, eftersom de eneste fugle vi så i haven,

er skader.

Og de forsvandt da ungerne faldt ud af reden og hundene sørgede for,

 at gøre en ende på deres liv uden for reden.

Men fedt-frø-koglerne blev hængt op på tørrestativet.

Uden tanke på, at spritterhunden er en klon mellem en kænguru og hund.

Dvs. kræet hoppede op og hev dem ned.

Den lider så af alvorlig spiseværing og skal være meget sulten for at overviden sin væring.

Så det blev gravhunden der indtog de kugler.

Sådan en gang fedt fremmer peristaltikken i udpræget grad hos en hund.

Get the picture?

Jeg synes stadig det er en smuk tanke, at lave dekorativ ophæng til glæde for både småfugle

og os der skal kigge på.

I andre uden hoppende-hund og med fugle - var det noget for jer?



Forstå dit kæledyr.

Gravhunden i huset er falsk drægtig.

Den bruger sin tid på at krølle sig sammen i vaskerummet.

Den accepterer mennesker, alt andet skal bare dø!

Dvs. det er meget vigtigt at katte ikke er alene med den.

Spritterhunden forstår tydeligvis ikke hvad der er galt med gravhunden.

Så den er top forvirret.

Dvs. den helst vil være sammen med the leader of the pack.

Altså mig.

Den følger mig over alt.

Er hele tiden lige 20 cm bag ved, ved siden af eller foran mig.

Og det er pænt irriterende.

Den bedste kur mod en hund der leger burre er at gå en tur.

Så er det da helt sikkert den vil så langt væk som muligt fra mig.

Det er ligegyldig om jeg bruger en hundesnor eller tørresnor -

kræet skal så langt væk som muligt, snoren skal være spændt ud!

Så tænkte jeg, så må jeg jo gå med hunden uden snor.

Siden den har så nært et forhold til mig når den er løs.

Men turde alligevel ikke.

Satte snor på hunden,

forlod haven,

gik ned for enden af vejen hvor der er gamle fodboldsbaner.

Slap hunden løs.

Om mulig mere forvirret hund.

Indtil den fandt ud af, at den kunne løbe så langt den ville.

Altså indtil jeg kaldte, for så kom den straks tilbage.

Og så tog fanden ved kræet.

Den løb og kastede sig nærmest rundt i græs og mælkebøtter.

Den spænede rundt, til den var nødt til at kaste sig ved siden af mig,

mens tungen klaskede ned i jorden.

Og så kunne vi gå hjem, pænt ved siden af hinanden!

Jeg har forstået gravhunden.

Den slipper man ikke løs, for den vil skide på hvilken vej jeg går.

Der er så meget jagt i den, og så lidt opdrager i mig,

at den kun følger sin næse.

Den har ikke set lyset i at have et menneske som øverste leder.

Stille som en ninja - og vakker som vampyr

Yngste og hans smukke kusine på vej ud for at rasle.

Og jeg er lige så flad som de 2 pelsklædte i en solstråle.

Vasketøj, opvask, oprydning - det forsøger jeg at tvære af på mellembarnet.

Den kære har forladt den synkende skude, for at hjælpe med renovation af en første sal.

Og så skal jeg i seng så snart yngste er fældet.