Når man mest har lyst til....

At dreje hovedet rundt på sine omgivelser, så er det dælme godt, at der kun er éen dag tilbage på arbejdsmarkedet.

Jeg er allerede i jeg-har-fri-i-en-evighed-mode.

Har bestilt tid til frisør til både ut og til yngstebarnet.

Som har en mission;

Han vil være drengen med det længste hår, og er derfor allernådigst gået med til at få klippet sit pandehår. Jeg kan godt li drenge med længere hår end max. længde på trimmeren.

Men, mit yngstebarn har altså hovedet fuld af krøller, som aldrig bliver redt.

Af og til må jeg klippe en tot, da han ellers ville ende med hele hovedet fuld af rastafari-hår.

Har også bestilt tid til pedicure af en af hundene.

Gravhunde kan åbenbart døje med at "det der blod i neglene" følger med ud i neglen, så den ikke kan klippes uden blodet flyder.

Og det har jeg valgt at overlade til dyrlægen, som kan slå hunden ned før hun klipper.

Kræet hyyyler også som om sin sidste time er kommet, hvis man insisterer på at holde bare et af sine ben.

En aftale med 3 kollegaere om cafe-besøg, og senere samme dag personalefest, når jeg også lige før jeg går på barsel.

3 tider i forbindelse med graviditeten i løbet af de næste 2 uger.

Sådan rent familie-mæssigt, er det måske meget heldigt, at jeg ikke har forsøgt at føre mig frem som en overskudsguru udi børn og ægtefælle.

Det er lige før jeg tæller dage ned til ældstebarnet fylder 18 og derfor har en alder hvor jeg ikke længere behøver have ham til at bo under samme tag som vi andre. 

Aj hvor bliver man træt af at høre på teenage-brok over kerner i rugbrød, kerner i boller, manglende sovs til sine kartofler, manglende bondekost - jeg har anbefalet ham at flytte direkte hjemmefra og til et oldekolle.

Han er født mindst 60 år for sent, hvad angår livsstil.

Mellembarnets kæreste er så godt som flyttet ind.

Og det gider man jo ikke frivilligt at tage en extra teenagere ind i husholdningen.

Eller, jeg gider ikke.

Men der er nogen der har glemt at spørge mig.

Så er der deres venner.

Som kommer og holder lillefredag og drikker sig visne torsdag aften og kaster op i håndvasken.

Eller bare hænger ud her fordi de er uvenner med deres forældre.

Nu er det jo ikke fordi bølgerne ikke kan gå højt her - men mine unger de forlader sgu ikke matriklen.

De surmuler højst og bliver gode igen.

Uge 7.

Højsæson for skiferie.

Hvilket ham den kære og yngste tager afsted på.

Så bliver jeg herhjemme med de der tilbageværende 3 teenagere.

Og forsøger at undgå at havne på forsiden af ekstra bladet.

Der er for øvrigt mange i min omgangskreds som tror det er nemt at blive mor til 4. barn,

når man har 3 store børn der kan klare sig selv, og hjælpe.

Ha ha - Sjovt!

Folk må jo enten have glemt hvordan deres egne teenagere var, eller hvordan de selv var, da de var mellem 14 og 20, og havde slået empati-funktionen fra og sat egne behov øverst på dagsordenen.

Måske kunne alle deres teenagere selv vågne ved et vækkeur?

Måske vaskede de selv deres tøj?

Og hængte det op?

Måske fandt de selv hjem når de havde været i byen?

Måske var de bare harmoniske børn som ikke havde oprør i livet?

Måske havde deres venner selv et køleskab med mad i?

Bortset fra det - så går det godt.



3 uger.

Det er hvad jeg har tilbage på arbejdsmarkedet,

og på de 3 uger, er min tilstedeværelse påkrævet 9 gange.

 9 vagter, og så er der dømt barsel.

2 ugers ferie og 8 ugers barsel før termin.

Jamen - det er jo helt vanvittig.

Jeg kan slet ikke forstille mig, at jeg ikke skal på arbejde i et år.

Jeg kan nu heller ikke rigtig forestille mig at skal have en baby.

Faktisk kan jeg vågne om natten og tænke; Mit liv er slut.

Det er vel ret politisk ukorrekt at sætte på skrift,

 at man ikke er ved at gå til af spænding over at være gravid.

Jeg hygger mig med maven, og nyder at mærke liv.

Det er livet efter barnet er født, jeg ikke ser voldsomt frem til.

Perioden hvor barnet er fuldstændig afhængig af mig, det kvæles jeg af!

Og jeg ved godt at faderen kan tage over - men det plejer at være mig der har barnets kost -

og det er et af baby'ers basale behov.

Jeg skal så meget have en baby der tager tilværelse ovenfra og ned.

Ikke noget sensitivt yngel, som man ikke kan bevæge sig uden for en dør med,

uden det skriiiiger pga overstimulering, og jeg selv sveder som et svin og får ticks.

Og jeg kommer til at savne mit job.

Det at gå på arbejde, og føle at det er god socialpsykiatri jeg udfører og jeg gør en forskel - det kommer jeg til at savne.

Jeg går glip af en masse projekter og undervisning, og sikkert også udvikling, i min barsel.

Jeg går glip af samarbejde med kollegaere.

Jeg går glip af en masse hyggelige og skægge stunder med beboerne.

Jeg har aldrig før arbejdet et sted, hvor jeg var nødt til at fælde en tåre ved tanken om at skulle stoppe.

Så er det ikke engang fordi jeg stopper, jeg holder bare barsel, og kan selv bestemme hvor længe jeg vil være væk.

Socialpsykiatrien er rette hylde arbejdsmæssigt,

og hvad angår mig som mor, så er jeg bedre til børn end babyer.

Nu har jeg helt bevidst undgået fotodokumentation af maven, og vægten gider i heller ikke høre om.

Men, hvor overvægtig tror i lige jeg kan nå at blive på 10 uger i sofaen, hvor jeg da godt nok har tænkt at jeg skal lave aktiviteter. Men det slanker ikke meget at strikke. Eller hækle.

Jeg kommer til at sumpe foran tv'et, stadig kun DR, og drikke cola og spise chokofanter.



Pænt g'dag - tag ja hatten af!

Nogen gange, er det ikke studenter-huen der klemmer.

Fx. har jeg meldt mig som frivillig til at tage med på beboerferie på mit job.

Det har jeg aldrig været før, af den simple grund, at jeg ikke har meldt mig før.

Det var sommerferie jeg meldt mig til at tage med på!

Sgu ikke vinterferie!

Jeg har fundet mine støvler frem.

*Knald*

Støvle-sæsonen er officielt indviet.

Jeg har også meldt mig til noget i fritteren.

Vi var jo til den fest, og da lederen sagde;

"Der er ingen der kommer til at grille før vi har nogle frivillige"

- Så meldte jeg mig.

Jeg vil jo nærmest gøre hvad som helst for at sikre min kost.

Aftensmaden er dagens vigtigste måltid - for mig.

Da vi kom hjem, spurgte jeg ham den kære, hvad jeg egentig har meldt mig til?

Og jeg har stadig ikke forstået det.

Mon ikke jeg får en indkaldelse.

Jeg forstod det sådan, at det er 3 gange om året vi mødes.

Faktisk vil jeg gerne have indflydelse på den fritter.

Der er frit slag på alle hylder hvad angår passiv underholdning.

PS3 og nintendo er daglig underholdning for yngste.

Han har nemlig ikke noget imod passiv underholdning.

Det har jeg faktisk heller ikke. I said it!

Jeg vil bare gerne at jeg selv kan benytte, og bestemme hvornår der er passive underholdning,

og ikke knægten allerede har spillet i de par timer han er i fritter.



Skal vi lige sætte tiden i stå?

Det er ikke fordi jeg synes, jeg nogensinde har kunnet genkende mig selv,

når man har hørt, at småbørns familier har det hårdt.

Jeg har været meget sammen med mine små børn,

havde fx. mellembarnet hjemme til hun blev 3 år, og ikke følt det stressende at være

småbørns mor.

Nu er ungernes ferie snart slut.

Så kan blodtrykket godt forberede sig på at stige.

Det er jo en kunst, at få ikke mindre end 2 teenagere

og en lillebror som tror han har al tid i verden, færdig til tiden.

Foruden at sørge for at de alle 3 har spist morgenmad, så

chancerne for at de lærer noget den dag øges betydelig.

Der skal også smøres 3 madpakker.

Og nogengange har man de bedste intentioner om,

at det skal være en sund og nærende madpakke, som ikke giver

anledning til at de voksne omkring dem føler sig nødsaget til,

via intranet, at sende meddelser ud om, at mælkesnitter er ildeset i madpakker.

I en snæver vending kan jeg godt tænke; WTF?

Når jeg har lidt travlt, ik, og glemmer at det er ment som omsorg for børnene og ikke

for at stemple de forældre der kommer til at sende en mælkesnitte med,

som en venlig hilsen til barnet de gerne vil glæde.

Tilbage til mine egne ungers madpakker.

Man kan også have de bedste intentioner om, at de der store børn, som er gamle nok

til at sove sammen med kærester og drikke hjernen ud, også er gamle nok

til selv at smøre en madpakke.

Og jeg er jo ikke urimelig og forlanger at de smører andet end den de selv kan spise.

Vel?!

Mine teenagere kan sagtens klare sig uden mad en held dag i skolen,

hvis jeg ikke ham den kære gider smøre den madpakke.

Og argumenterne om, at man lærer bedst når hjernen har energi at arbejde med,

det preller af som vand på en gås.

De er ikke i skole for at lære noget, de er der for at pleje deres socialliv.

Så hvem mon der kommer til at smøre de madpakker?

Min egen ferie var slut for 3 uger siden.

Der er fuld fart frem på arbejdmarkedet.

Der er både slid og fornøjelser.

En af fornøjelserne har jeg slæbt med hjem.

Et af de mennesker jeg hjælper, har malet i mange år.

Og jeg har lige så længe jeg har kendt ham,

fortalt ham, at når engang han ville skille sig af med et af sine malerier,

så ville jeg købe dette;

Som hurtigt er klasket på et søm i væggen i stuen.

Hænger både skævt og er lidt et andet motiv end hvad vi ellers har på væggen.

Mest har vi jo billeder af ungerne eller ting de har malet/tegnet.

Men eftersom mellembarnet mener at det er mig selv der har stået model,

så kan det vel godt hænge i stuen.

For god ordens skyld;

Så er jeg vældig flexibel på mit job,

men sætter alligevel grænsen ved at stå model!

Og så bredrøvet er jeg heller ikke - hmf!

 

Jeg har brugt lidt af min fritid på at dyrke min hobby.

At gå i genbrugsbutikker.

Og har været heldig at være afsted en dag hvor det så ud som om,

at en keramiker var død og de efterladte havde ladet genbrug få

alt.

Jeg nøjedes med denne - og en bjørn, som jeg har givet ældstebarnet.

8 tallerkener af disse blev det til,

som især mændene i familien er glade for.

Der er høj kant, og høj kant ved vi jo betyder;

Der kan være meget sovs uden det løber over.

Det blev også til en si, 6 spiseskeer og yderligere 4 tallerkener.

Som jeg ville give ældstebarnet.

Dem kunne han tage med sig når han flytter hjemmefra.

Det har lange udsigter, siger han!

Det er så surt - som ribs!

At min ferie er slut på mandag.

Kl. 7 sharp skal jeg være tilbage på min pind på job.

Efter i mange år at have drømt om, at være hjemmegående husmor,

uden at kunne finde en mand der kunne forsørge mig -

og uden at ville slække på forbruget,

er jeg ovre dén drøm.

Jeg gider ikke gå hjemme hver dag.

Jeg gider heller ikke gå på arbejde hver dag.
Me, my sæl and i.

Ja ja, jeg kan godt se at det er en søløve, men tomato tomato.

Eftersom jeg har en håndskrift som nogen læge, så har jeg brugt ungernes skabeloner,
hvor der er både bogstaver og dyr og figurer - et fif!

Så derfor er det faktisk et ret godt job jeg har.

Med skiftende vagter og i næste uge 6 dage, og ugen efter kun 2 afsted.

Og det bliver aldrig trivielt.

Når jeg så kommer tilbage mandag morgen, så skal jeg sat 3 uger tilbage.

Som jeg har max. 10 min. at indhente før arbejdsdagen begynder.

Med mindre jeg møder i så god tid, at jeg kan nå at læse op.
Og der kommer ikke til at ske.

Så er det så, at jeg tænker det ville være nemmere at sidde ved kassen i Netto.

Også selv om jeg har lyst til at kaste op ved tanken om hvor kedeligt det må være,

en hel dag at sidde der og indkassere folks penge.
Selv om jeg da af og til møder en ved en kasse some where, som virker glad for sit arbejde.

Så lige nu, er jeg i ferien-er-snart-slut-panik.

Og skal nå så meget som muligt de sidste dage.

Så yngste og jeg har plukket "de sorte", nippet og syltet.

Mere end vi kan spise.

"De røde" er jeg lidt i tvivl om hvad vi skal bruge til, men vi har en hel lang vinter til at finde ud af'ed.

Det er ren Hyttemeier, når panikken breder sig i køkkenet.

Krympeplast, strikkepinde, pokemon, hundehår, vasketøj og alm. svineri er i hele nederste etage af huset.

Hvordan første salen ser ud, hvor de store unger regerer, det gider jeg slet ikke vide.

Ferien har været skøn.
Og det plejer hverdagen også at være.
Så, mon ikke der trods alt er håb?!

Man véd bare...

At ens kære mand arbejder for meget,

når han kommer hjem kl. 16.10 og yngste udbryder;

"Faaar? - er du blevet fyret?"

Back in business.

Jeg kan ellers rigtig godt lide at holde fri,

men en uge på sofaen med selvmedlidenhed, det er kedeligt!

Så det var skønt at komme tilbage på min pind på arbejdsmarkedet.

Og jeg var glad for at det var en dag i medarbejdernes tegn.

At være sammen med kollegaer en hel dag,

det var berigende.

Ny arbejdsopgave for mig er, at jeg fra maj skal være medvejleder.

Fordi jeg ikke kan tage et vejlederkursus før november, kan jeg heller ikke være vejleder alene.

Eller jeg vil ikke, for det giver ikke økonomisk tillæg før man står med et kursusbevis.

Og jeg tror da også på, at både elever og jeg vil være bedst tjent med at jeg er så godt forberedt som muligt.

Når jeg sidder her inde i mit hule varme hus, og kigger ud, så får jeg lyst til at fylde potter og krukker.

Den lyst forsvinder lige så snart jeg bevæger mig udenfor.

Vaskerummet er blevet til at leve med.

Med skoreol til ungernes fodtøj og en knagerække mere sat op til mellembarnets tøj og hundesnore.

Det pynter så meget, at den gang tavlelak blev malet over.

Jeg har lavet penalhuset til yngste færdig.

Det kan vist bedst beskrives som unikt!

Der bliver forhåbentlig aldrig lavet et magen til.

Jeg kan godt lide farverne, men det er blevet rigelig stort.

Og faconen er heller ikke helt som jeg forestillede mig.

Øvelse gør mester, ik?!

Her er det fra den anden side.

Ældstebarnet ringede hjem i går.

Vi, voksne, nyder for det meste at han er på efterskole, men det er slemt for yngste.

For ham selv, altså ældste, tror jeg det er det bedste han har oplevet nogensinde.

Han er så glad når han er hjemme, og er meget nemmere at omgåes end han var før.

Han har virkelig forandret sig i den tid han har været væk.

Både hvad angår stil, han er ikke længere insisterende på at tøj skal være mærketøj.

Nu er det mere hippe og hønsestrik.

Men også hvad angår opførsel, han virker ikke længere som en alfahan der skal kæmpe om alt.

Her er et foto af savn, som holdes lidt på afstand ved at snakke sammen i telefon.